Tro, håb og... Pikachu?

Nu er vi i julemåneden, og i den forbindelse vil jeg gerne skrive lidt om religion, eller rettere, eksempler på post apokalyptisk religion. Dét er nemlig en noget anden kategori end i vores virkelige verden.

Ser I, religion er for mange et ømtåleligt emne, men i post-apok settings kan man tillade sig at vende og dreje det som man ønsker. Det kan blive meget dramatisk, men ofte er det med et komisk strejf.
Grunden til dette kan være meget simpel.

Verden er gået under, folk kæmper for at overleve, I ved, en sædvanlig søndag i ruinerne i Ødemarken. Så resterne af den Gamle Verden er spredt for alle vinde, og derfor er der ikke meget viden der har særligt pålidelige kilder. Her snakker vi for nemhedens skyld om ekstremer, hvor der f.eks. er gået nogle hundreder år efter undergangen og folk er gået til at leve som primitive stammefolk der lever simpelt og med historier om tiden før.

Nu begynder det nok at lyde fjollet, men bliv lige hængende.

Hvis en primitiv stamme finder f.eks. et pokémon kort, hvad skulle så stoppe dem fra at tilbede Pikachu som en tordengud? Hvem ville faktisk være der til at sige at det bare er legetøj til børn? Og hvem ville tro dem?
For at retfærdiggøre dette eksempel vil jeg nævne Shinto-religionen, der er meget udbredt i Japan, og har efter sigende over 800 millioner guder og ånder. Mange af dem minder faktisk om pokémon, som i at de er nogle sære væsner med store og små overnaturlige kræfter. Og det er ikke nogen hemmelighed at mange pokémon faktisk ER baseret på figurer fra den trosretning.

Med dét i mente ville det faktisk ikke være helt hen i vejret at forestille sig at nogle ville se en elektrisk gul mus som en tordengud.

Hvis man læser gamle gamle myter og sagn fra hele verden finder man en masse historier der er mindst lige så usædvanlige.

Faktum er at mange mennesker finder tryghed i religion. I en kaotisk verden der har overlevet undergangen kan det virke tillokkende at slutte sig til en gruppe eller en orden som tilbyder den tryghed i form af struktur, regler og formål.
  Religion startede førhen med at blive brugt til at forklare hvordan verden hang sammen, omend på en lidt fantasifuld måde. Nu om dage kan de fleste vel være enige om at en storm ikke er resultatet af en guddoms vrede, som kun kan mildnes med offergaver i form af spædbørn, blodet fra en jomfru, og suppeterninger.

Især i en kaotisk post apokalyptisk verden kan religion give folk den tryghed de netop går og savner.

Men hvad kan vi så bruge dette til?

I rollespil bruger man ofte religion til at være med til at understrege hvad det er for en verden vi har med at gøre. I fantasy-genren er guderne som regel virkelige væsner og kan endda have indflydelse på folks hverdag. I spil-mekanik kan man f.eks. bede ved forskellige templer og få en bonus på forskellige evner og færdigheder, samt en velsignelse der kan gøre alt fra at beskytte mod zombier til at helbrede éns sår.

I post-apok er det noget anderledes.

Som nævnt før kan en forholdsvis primitiv gruppe tillade sig at tilbede stort set alt. Vi lader dem slippe afsted med det, fordi "de stakkels dumme vilde ved jo ikke bedre". Så dér bliver religion ofte brugt som et såkaldt comic-relief, og mange trækker på smilebåndet når de ser en fuldvoksen mand bede til Pikachu om regn til en frugtbar høst.

Men hvad nu hvis objektet for tilbedelse ikke er en harmløs tegneseriefigur, men for eksempel... en atombombe?

Nu blegner komikken, som skulle have gjort den grå Ødemark lettere fordøjelig!
Så begynder de større spørgsmål at melde sig: De som tilbeder denne bombe, hvor farlige og sindssyge er de? Har de tænkt sig at sprænge bomben som en hellig skærsild, eller sidder de bare passivt og beundrer den med tanken om den kraft og ødelæggelse den kunne præstere?

Andre kulte og sekter kan være mindst lige så skræmmende, hvis ikke fordi de tilbeder bomber så på grund af deres metoder. Vores egen verden har rigeligt med eksempler på hvor forskruede disse kan være, og at der faktisk er eksempler på hvordan det har påvirket menneskers liv gør det ikke mindre skræmmende.

Som regel har disse grupper en meget karismatisk leder som forstår at spille på folks følelser. Hvad denne leders endelige mål så er, dét kan være alt fra verdensherredømmet til oprigtig religiøs hengivenhed, til, tjah, hvem ved?
En sådan karakter kan være spændende at skrive, spille og udforske!

Der er også den mulighed at kaste sig over natur-religioner og udnævne sig selv som stammens shaman.
Så kan man ellers sidde dér malet med hvidt ler på kroppen og tale med skovens ånder over en kop urter.

Shamanisme kan være nem og ligetil i post-apok, fordi den både kan vises som overdrevent fjollet, som den trækrammende hippie, til filosofisk og endda praktisk, som den der giver gode råd til landsbyens folk og faktisk kender til urters forskellige egenskaber, giftige som helbredende. Det sidstnævnte betyder helst gerne at man faktisk VED noget om urter, om der skal saft fra mælkebøtte-stilke på brændenælde-vabler, osv.

Når man skal lave en religion til rollespil skal den allerhelst være nem at gå til fra starten, så folk ikke skal bruge dyrebar spilletid på at høre på alt for lange taler og læse alt for tunge bøger. Det må gerne SE dybt ud, så bare smid en masse bøger på bordet, lær dine bønner og ritualer udenad så du kan imponere dine disciple, pynt templet i din guddoms farver, og lav et alter som fanger folks blikke.

Der er rigeligt med materiale om guddomme og religioner til at give én idéer til sin rolle.
Eller, som tidligere nævnt, en tegneseriefigur, eller måske endda noget helt andet? Dog skal man huske at selv hvis religionen er sjov, skør, sindssyg, eller filosofisk, så er der et element som er altafgørende:
Troværdighed.

Det kan godt være at du tilbeder Skæbnens Tre Gudinder, men du skal kunne komme med en bedre grund end "Bare fordi!". Der må være en grund, noget som har imponeret eller skræmt din karakter til tilbedelse. Frygten for at blive ramt af din guds vrede er nem, næsten FOR nem at spille på.
Hvis du for eksempel til gengæld fortæller at du tror på Skæbnens Tre Gudinder "fordi livet er en lang rejse og De Tre holder min Skæbnes Tråd i deres hænder, og jeg beder til en lang Skæbne-Tråd og et godt liv!" så lyder det en smule mere velovervejet og måske endda imponerende. Eller måske gør man bare sådan i din stammes landsby.
I sidste ende kan grundene til tilbedelse være næsten lige så forskellige som guddommene selv!

Men alt med måde, som man siger.

Så uanset hvad eller hvem du tilbeder, og om du holder jul, hanukkah, vintersolhverv, eller gå-ud-og-nak-mutanter-dag, så husk at tro og religion i post-apok kan have mange kreative nuancer og muligheder, og det ville sgu næsten være en skam ikke at benytte sig lidt af det.

Nu vil jeg så tage til min stammes tempel i Ødemarken og ofre riskager til Pikachu.
Hvad? Jeg mener, en mus der kan lyse og fremkalde lyn og tordenkiler! Jeg ved ikke med jer, men jeg og resten af min stamme er ret imponerede!

Fallout Nuka Break sæson 2

Først en kortfilm og serie på 6 afsnit, så endnu en kortfilm kaldet Red Star, og nu, langt om længe, er sæson 2 af Nuka Break oppe og køre.
Serien havde web-præmiere 28. oktober i år, og den skuffer så absolut ikke! Mere action, flere effekter, en historie der holder, og små godbidder til dem der har spillet spillene.

Så sæt jer til rette i Vault'en, tag en pakke Fancy Lad Snacks, og pop en Nuka Cola Victory, for nu skal der stenes serie!

ENJOY!

(Der er link til hver episode på Youtube, bare klik ind på siden når du ser afsnittet.)

Kostume-tips fra Nuclear Snail.

Nuclear Snail Studios har lavet et par videoer hvor de viser deres kostume-tips i den post apokaylyptiske afdeling.

Glæder mig klart til at se mere fra dem, især hvis introen betyder at vi får en kortfilm fra dem!

http://www.nuclear-snail.com/

 

 

Raiders!

Gem dine egendele!
Gem dine børn!
Slip husdyrene løs!
Gem dig!
Eller... tag et våben på hver arm og håb på at pløkke nok af dem inden at de pløkker dig!

  Lyder det voldeligt og ubehageligt?
Well, sådan er de fleste raidere ude i post apokalyptiske verden. Og vi ønsker det ikke anderledes.

  I en post apok setting SKAL der være tegn på et hårdt og ofte bittert liv. Der er altid nogle der har mere end andre, og dem der ikke har så meget har ofte 3 muligheder: Tigge, få et arbejde af en eller anden art og kravle langsomt men sikkert op ad rangstien dér, eller plyndre og lammesmadre alt på deres vej.

  Den sidstnævnte er dem vi kalder røvere, plyndrere, ødemarkens pirater: raiders!
Personligt vil jeg sige at raidere er vigtige for en post-apok setting af flere årsager.

  Hvis der ikke er zombier, mutanter, eller andet at skyde på, så er raiders den perfekte løsning til at få dækket behovet for "guilt free violence", altså vold uden skyldfølelse. Mange af os kan lide at skyde på ting i spil og føle os store i slaget, få en illusion om vi er den beskyttende alfa-han i stammen og ikke bare Jens Hansen der sidder på sin bondegård og spiller computerspil. Det er en meget menneskelig del af os og de fleste kan vel være enige om at det er sundt at få udlevet den fantasi i et sikkert medie i form af spil istedet for rent faktisk at gå ud og skyde folk.
  Raidere vil myrde dig og tage dine ting, skyd dem før de skyder dig!

  Post apok er jo en genre der ofte handler om at overleve, og selv hvis det er en ret fredelig setting der mest handler om at dyrke jorden og skabe handel imellem små landsbyer, så vil der altid være nogle der er mere grådige, mere desperate, eller bare mere syge i hovedet. Raidere er derfor også en ubehagelig men samtidig også en nødvændig påmindelse om den barske verden som historien foregår i.

  De er også en påmindelse om hvor primitivt voldelig et menneske kan blive, og dét kan gøre dem særligt skræmmende. Det skal så nævnes at raiders ofte bliver umenneskeliggjort ved netop at blive vist som disse skrigende og voldsudøvende dyr, og det er dér vi har "guilt free violence". De fleste har lidt nemmere ved at nedpløkke hvad der vises som et frådende monster frem for en pige der er pumpet med psykotiske stoffer, med krigsmaling af menneskeblod i ansigtet og meget skarpe knive i hver hånd.

Men hvad så? Er raidere kun disse sindssyge dyr der skal bruges når man går og har kløe i aftrækkerfingeren?

Ja og nej.

Den menige raider er ganske vist kuglefodder, men så er der et par mere interessante karakterer: Raidernes ledere og ex-raiderne!

  Ofte har raidere nemlig en meget karismatisk leder, én som forstår at udnytte andres blodtørst. Sådan en karakter kan være interessant fordi de kan vises som meget kloge på kampstrategi og menneskelig adfærd. At smadre ting er nemt nok, men at få en flok volds-psykopater til at følge dig som leder, det kræver en god portion karisma og intelligens.

  Ex-raideren er som regel typen der vises som en anti-helt, af åbenlyse årsager. Han har myrdet og plyndret, og så af en eller anden grund fik han nok. Måske så han ind i et offers øjne og opdagede hvilket uhyre han var, måske mistede han en der stod ham nær, måske kedede han sig endda, eller også blev han bare gammel og ville hellere dyrke radiser? Denne type går ofte rundt og kæmper med sin dystre fortid, måske har vedkommende taget ny identitet for at starte et nyt liv. Dog kan éns fortid have den uvane at komme og bide én i røven, og dramaet blusser op når folk opdager at byens sheriff har en fortid som raider-høvding!

  For noget tid siden talte jeg med nogle venner om hvorfor vi godt kan lide disse raidere, disse voldshungrende skabninger i rustninger lavet af sportudstyr og gummi-dæk.
    "Raidere er for post apok hvad orker er for fantasy: En grund til at gå ud og slås!"
Dér har vi så "guilt free violence" igen-igen! Det får jo næsten én til at spekulere på følgende:
  Hvis vi er så glade for "guilt free violence", hvad siger det så om menneskelig natur at vi prøver på at gøre raiders umenneskelige ved at gøre dem endnu mere voldelige?

Dér kan det godt gå hen og blive lidt langhåret, og det beklager jeg, men jeg skulle lige nævne det.

Måske er det bare simpelt.
I sidste ende, så er det ofte menneskets voldelige natur der jo netop har skabt den post apokalyptiske verden hvori historien foregår.

For krig ændrer sig aldrig.
Og nogle mennesker vil bare se verden brænde.

Fan-film: Fallout Nuka Break: Red Star

Wasteland Weekend 2012

Nostalgi; apokalypsens guld!

Hvad er post-apok uden nostalgi? En røvfuld i en spand mudder.

Nej, seriøst, hele post apokalypsen som genre er komplet værdigløs hvis den ikke har bare lidt af den dér trist-glade gyldne følelse.

  Den tabte civisation fra før verden gik under bliver ofte beskrevet som en gylden tid og set på med rosenrøde briller. Hvad enten det er ting som "metal-fugle som førte folk fra sted til sted" til "drikke der smagte sødt og boblede i næsen", så er det noget som vækker en længsel mod den tabte tid, den faldne verden.

Men hov vent! Når vi ikke løber væk fra zombier, mutanter, og vilde stamme-folk, så har vi travlt med at lede efter dåsemad, drikkevand og en ny gasmaske!
Nostalgi har vi sgutte ikke tid til!

Eller hvad?

Meget post-apok bliver ofte skildret som konstant krig og lidelse, og nogle tror virkelig at det er alt hvad genren har at byde på.
  Dette er, heldigvis, langt fra sandt.
Nostalgi dukker bl.a. op i pauserne, ved lejrbålet, i gamle ruiner og steder hvor den vandrende leder efter ting som hun kan bruge. Små simple glæder som et ugeblad kan give et tilbageblik, noget som kan give vor helt en viden om at verden var et bedre sted engang og måske kan blive det igen.
  Det kan ovenikøbet gå hen og blive et mål, noget at kæmpe for at genvinde? At genopbygge civilisationen er langt fra en nem opgave, nogle vil kalde det umuligt, men de fleste vil være enige om at det er et ædelt mål at sætte sig for.

Men hvilken slags nostalgi skal man så putte ind? Avs, dén var værre...

Der så mange film, spil, bøger og rollespil med post-apok, og de har alle deres små guldkorn der fortæller om "dengang før katastrofen".

Det nemmeste eksempel jeg har er Fallout-spillene.
I denne tabte verden finder man et galleri af ensomme vandrere, supermutanter, raiders og soldater i power-armor. Men overalt er der spor af verdenen før, lige fra legetøj til plakater, og tænder man for en radio bliver man mødt med gamle sange fra 40'erne og 50'erne. Og fordi den verden gik under i en atomkrig er det også på sin plads med en stor potion information om atomvåben, bunkere, og andet af samme kategori.
Se dét er noget der rammer i nostalgien.

Men hov, vent lidt... kigger man imellem linjerne så er der nogle ting som er lidt modstridende.
Vi havde da ikke husholdningsrobotter og power-armor i 40'erne? Nope!
  Verdenen i Fallout-serien gik under i året 2077!
Men så vil man fristes til at spørge; hvorfor så al det "vintage-halløj"? Hvor er musik-genrer som tekno, rock og dub-step?
  Det er her man må erkende de mostridende elementer, og samtidigt se på HVORFOR de er der. For der nemlig en grund.

Nostalgi.

Nu rynker nogle på næsen og synes det er overfladisk.
  Men se sådan på det; 40'erne og 50'erne er for nogle en guld-alder. En tid som ofter bliver fremstillet som noget der næsten var overnaturligt pænt og rart. Husmødrene smilede sig igennem rengøringen imens farmand kørte glad på arbejde i sin skinnende bil, og børnene havde altid et par sunde røde kinder og var åh så artige og friske. Søg på tegninger og reklamer fra 40-50'erne, og se hvor rent de fleste ting ser ud og se hvor meget folk går og smiler.
  Det er sgu næsten uhyggeligt.

Men i en post-apok verden giver det mening at man ville se den tid som civilisationens højdepunkt, sådan som folk ser så glade ud og alting er så rent og pænt.
  Og i vores verden og tid er dét stadig en svunden tid der vækker nogle følelser i os, nemlig de nostalgiske følelser. Naturligvis ved vi godt at livet ikke var nemmere dengang, det var ovenikøbet værre på mange områder end det er idag. Men det ser man ikke med det samme.
  Og det er dét som skaberne af Fallout-serien nemlig ved og det er dét som de dyrker! Følelsen af "de gode gamle dage" som gælder både for vores verden og den i spillet. Vi skal nemlig sidde og blive lidt trist-glade når vi i spillet tænder for radioen og hører Billie Holliday's stemme række kærligt ud til os, som mindet om en sommerkærlighed for længe siden. Vi skal længes mod den tid som ikke er mere.
  Om noget så er det dét som faktisk definerer hele tonen i spil-serien.
Man KUNNE velsagtens inkludere tekno i radioen og et par smartphones, men så vil det føles for hjemligt og nutidigt. Nostalgien dyrkes med store armbevægelser her, og det er nemmest at køre på noget som i forvejen hører fortiden til i vores verden.
  Og de besværlige som vil argumentere for at have dubstep i sin Pip-boy, de har simpelthen ikke fanget  pointen.

Et andet eksempel er rollespillet City of Cities. Her gik verden under i 80'erne.
Det betyder bl.a. stort hår!

Der har været meget snak frem og tilbage om ting som musik og kostumer og hvordan man sætter tonen i spillet. Mange bruger argumentet at man med tiden f.eks. selv har lavet en stil eller musik, og det er jo ærligt talt realistisk.

Men det er ikke særligt nostalgisk.

Ret mange af os der spiller med var født i 80'erne, og det betyder at vi kan bruge vores barndomsminder som benzin til vores nostalgi-bål.
  En tegning af Disney's Oliver og Co, Duran Duran i radioen og et stykke legetøj med ca 30 år på bagen, så skal du nok få spillet lidt på strengene hos en del af de medvirkende.

Naturligvis er der også yngre spillere som ikke gider det dérsens gamle noget, men de har muligvis ikke helt fanget dét med længslen efter det tabte.

Jeg vil personligt sige at City of Cities netop er en 80'er udgave af Fallout, når det kommer til nostalgien.
  Klart nok, vi har power-armor og nogle ret fede guns i spillet, muligvis er der også fantastisk teknologi som er sammensat af geniale mekanikere og sindssyge videnskabsmænd, ting som man slet ikke havde i 80'erne. Disse ting er netop kommet af at når verden er gået under vil man som overlevende sandsynligvis fokusere det meste af sin viden på overlevelse, våben og beskyttelse.
  Men nostalgi skal der til! Gammelt legetøj på hylderne, blegede billeder af idoler med stort hår og stjerner på kinderne, og over højtalerne hører vi musik med synthesisere eller endda noget ældre.
  For vi skal længes efter fortiden, vi skal sidde med den gyldne trist-glade følelse. Vores karakterer længes efter den tabte storhedstid, imens vi, spillerne, længes efter vores barndom.

Og den længsel hører da med i post apokalyptisme som genre.