Wasteland Weekend 2012

Nostalgi; apokalypsens guld!

Hvad er post-apok uden nostalgi? En røvfuld i en spand mudder.

Nej, seriøst, hele post apokalypsen som genre er komplet værdigløs hvis den ikke har bare lidt af den dér trist-glade gyldne følelse.

  Den tabte civisation fra før verden gik under bliver ofte beskrevet som en gylden tid og set på med rosenrøde briller. Hvad enten det er ting som "metal-fugle som førte folk fra sted til sted" til "drikke der smagte sødt og boblede i næsen", så er det noget som vækker en længsel mod den tabte tid, den faldne verden.

Men hov vent! Når vi ikke løber væk fra zombier, mutanter, og vilde stamme-folk, så har vi travlt med at lede efter dåsemad, drikkevand og en ny gasmaske!
Nostalgi har vi sgutte ikke tid til!

Eller hvad?

Meget post-apok bliver ofte skildret som konstant krig og lidelse, og nogle tror virkelig at det er alt hvad genren har at byde på.
  Dette er, heldigvis, langt fra sandt.
Nostalgi dukker bl.a. op i pauserne, ved lejrbålet, i gamle ruiner og steder hvor den vandrende leder efter ting som hun kan bruge. Små simple glæder som et ugeblad kan give et tilbageblik, noget som kan give vor helt en viden om at verden var et bedre sted engang og måske kan blive det igen.
  Det kan ovenikøbet gå hen og blive et mål, noget at kæmpe for at genvinde? At genopbygge civilisationen er langt fra en nem opgave, nogle vil kalde det umuligt, men de fleste vil være enige om at det er et ædelt mål at sætte sig for.

Men hvilken slags nostalgi skal man så putte ind? Avs, dén var værre...

Der så mange film, spil, bøger og rollespil med post-apok, og de har alle deres små guldkorn der fortæller om "dengang før katastrofen".

Det nemmeste eksempel jeg har er Fallout-spillene.
I denne tabte verden finder man et galleri af ensomme vandrere, supermutanter, raiders og soldater i power-armor. Men overalt er der spor af verdenen før, lige fra legetøj til plakater, og tænder man for en radio bliver man mødt med gamle sange fra 40'erne og 50'erne. Og fordi den verden gik under i en atomkrig er det også på sin plads med en stor potion information om atomvåben, bunkere, og andet af samme kategori.
Se dét er noget der rammer i nostalgien.

Men hov, vent lidt... kigger man imellem linjerne så er der nogle ting som er lidt modstridende.
Vi havde da ikke husholdningsrobotter og power-armor i 40'erne? Nope!
  Verdenen i Fallout-serien gik under i året 2077!
Men så vil man fristes til at spørge; hvorfor så al det "vintage-halløj"? Hvor er musik-genrer som tekno, rock og dub-step?
  Det er her man må erkende de mostridende elementer, og samtidigt se på HVORFOR de er der. For der nemlig en grund.

Nostalgi.

Nu rynker nogle på næsen og synes det er overfladisk.
  Men se sådan på det; 40'erne og 50'erne er for nogle en guld-alder. En tid som ofter bliver fremstillet som noget der næsten var overnaturligt pænt og rart. Husmødrene smilede sig igennem rengøringen imens farmand kørte glad på arbejde i sin skinnende bil, og børnene havde altid et par sunde røde kinder og var åh så artige og friske. Søg på tegninger og reklamer fra 40-50'erne, og se hvor rent de fleste ting ser ud og se hvor meget folk går og smiler.
  Det er sgu næsten uhyggeligt.

Men i en post-apok verden giver det mening at man ville se den tid som civilisationens højdepunkt, sådan som folk ser så glade ud og alting er så rent og pænt.
  Og i vores verden og tid er dét stadig en svunden tid der vækker nogle følelser i os, nemlig de nostalgiske følelser. Naturligvis ved vi godt at livet ikke var nemmere dengang, det var ovenikøbet værre på mange områder end det er idag. Men det ser man ikke med det samme.
  Og det er dét som skaberne af Fallout-serien nemlig ved og det er dét som de dyrker! Følelsen af "de gode gamle dage" som gælder både for vores verden og den i spillet. Vi skal nemlig sidde og blive lidt trist-glade når vi i spillet tænder for radioen og hører Billie Holliday's stemme række kærligt ud til os, som mindet om en sommerkærlighed for længe siden. Vi skal længes mod den tid som ikke er mere.
  Om noget så er det dét som faktisk definerer hele tonen i spil-serien.
Man KUNNE velsagtens inkludere tekno i radioen og et par smartphones, men så vil det føles for hjemligt og nutidigt. Nostalgien dyrkes med store armbevægelser her, og det er nemmest at køre på noget som i forvejen hører fortiden til i vores verden.
  Og de besværlige som vil argumentere for at have dubstep i sin Pip-boy, de har simpelthen ikke fanget  pointen.

Et andet eksempel er rollespillet City of Cities. Her gik verden under i 80'erne.
Det betyder bl.a. stort hår!

Der har været meget snak frem og tilbage om ting som musik og kostumer og hvordan man sætter tonen i spillet. Mange bruger argumentet at man med tiden f.eks. selv har lavet en stil eller musik, og det er jo ærligt talt realistisk.

Men det er ikke særligt nostalgisk.

Ret mange af os der spiller med var født i 80'erne, og det betyder at vi kan bruge vores barndomsminder som benzin til vores nostalgi-bål.
  En tegning af Disney's Oliver og Co, Duran Duran i radioen og et stykke legetøj med ca 30 år på bagen, så skal du nok få spillet lidt på strengene hos en del af de medvirkende.

Naturligvis er der også yngre spillere som ikke gider det dérsens gamle noget, men de har muligvis ikke helt fanget dét med længslen efter det tabte.

Jeg vil personligt sige at City of Cities netop er en 80'er udgave af Fallout, når det kommer til nostalgien.
  Klart nok, vi har power-armor og nogle ret fede guns i spillet, muligvis er der også fantastisk teknologi som er sammensat af geniale mekanikere og sindssyge videnskabsmænd, ting som man slet ikke havde i 80'erne. Disse ting er netop kommet af at når verden er gået under vil man som overlevende sandsynligvis fokusere det meste af sin viden på overlevelse, våben og beskyttelse.
  Men nostalgi skal der til! Gammelt legetøj på hylderne, blegede billeder af idoler med stort hår og stjerner på kinderne, og over højtalerne hører vi musik med synthesisere eller endda noget ældre.
  For vi skal længes efter fortiden, vi skal sidde med den gyldne trist-glade følelse. Vores karakterer længes efter den tabte storhedstid, imens vi, spillerne, længes efter vores barndom.

Og den længsel hører da med i post apokalyptisme som genre.