En personlig note.

Halløj.

Nu har jeg skrevet en håndfuld indlæg efterhånden, og siden det egentlig er en blog med mine egne personlige tanker og holdninger til hele den hersens undergangs-ting, så tænkte jeg at det nok ikke var en skidt idé at fortælle lidt om MIN tilgang til genren, hvad der får mit atomdrevne ur til at tikke, I ved.

Story time! Nu skal I bare høre, øh, læse!

Altså, der var engang en bette knægt.
Den her knægt var meget glad for at løbe rundt i skove med sære kostumer lavet af lagner og stofstykker, og lade som om han var i en anden verden.

Han havde ikke den fjerneste idé om hvad rollespil var, men han vidste at han var på en måde utilfreds med at hele tiden være i den verden han nu engang var født ind i.
Så han legede ofte skov-boer og var tilfreds med det i nogle år. Så tændte han for fjernsynet en lørdag morgen, og så en flok børn og teenagere med maling i ansigtet.

Det var TV-serien The Tribe, der dengang kørte på TV2.

The Tribe

Han blev fascineret. Meget.
Historien udspillede sig i en unavngiven by i et uspecifikt årstal i fremtiden. På grund af en virus var alle over 18 år døde og de efterladte børn måtte starte forfra og genopbygge verden i deres billede.
Så er der bare lige den detalje at den nye verden er med makeup, fjer i håret og en mildest talt interessant sammensat garderobe.

The Tribe

Men der var også noget andet, et koncept som fangede drengens opmærksomhed, men som han ikke helt kunne sætte fingeren på og forklare.
TV-serien var klart skabt som en soap-opera rettet mod børn og teenagere, det handlede meget om følelser, drama om hvem der havde gjort hvad mod hvem og hvorfor, og post-apok elementerne var forholdsvist underspillede. Det blev aldrig sådan rigtig mørkt og grusomt, det var heller ikke meningen, men den havde sine dystre øjeblikke. Pistoler så man intet til, vold var for det meste i form af skrig og nogle hårde skub.

Men imellem alt det var der det her element som drengen senere fik ord for at forklare.

En anarkistisk tilgang til selvudfoldelse. Verdens undergang som undskyldning til at udfolde sig kreativt uden at spørge om tilladelse fra en autoritetsfigur.

The Tribe

Det koncept var ekstremt forførende for drengen. Og således fortsatte det i mange år.

Når jeg ser serien nu rulles der øjne af teenage-dramaet. Men jeg kan stadig se konceptet mellem linjerne; den frihed som samfundets fald giver, anarkismen.
Jeg har intet imod det sikkerhedsnet som vores samfund giver, og jeg er ikke fortaler for at fjerne alle autoriteter... okay, én eller to så vi endelig kan få noget verdensfred, men I ved hvad jeg mener.

Det er nævnt før, men prøv at forestille jer det. Byen er øde. Ingen kan komme og sige at I skal betale husleje. Ingen kan sige at du ikke må hamstre alt der kan spille musik fra din lokale musikforhandler. Ingen kan fortælle dig hvad du må have på af tøj eller ej, eller om du overhovedet skal have tøj på! 

Det er en meget forførende tanke, den slags frihed.

Ingen varme eller vand, til gengæld heller ingen husleje!

Som en homoseksuel mand der ikke kun er overvægtig men også nørdet, så har jeg fået en del slag igennem livet, især da jeg var yngre. Og jeg læser ofte om folk der også er anderledes der ikke har det nemt.

Dér lyder det pludselig ikke så slemt at bo i en verden efter undergangen. En verden hvor politikere og religiøse tosser ikke eksisterer, hvor ingen kan fortælle dig at du er forkert.

Det er nok dét der tiltrækker mig mest ved post-apok. Friheden til selvudfoldelse.

Det er også derfor at jeg hælder mest til den gakkede del, der er noget ærligt over den såkaldte galskab. Jeg er ikke det mindste interesseret i våben og hære og kampvogne, hele den dersens krigs-zone ting som folk oftest forbinder med verdens undergang. Ja, okay, hvis de våben, hære og kampvogne havde et lidt mere kreativt og farverigt tema, så var jeg nok *lidt* interesseret. 

Kan ærligt talt ikke huske hvor jeg har billedet fra,

men jeg synes at det er fedt...!

Men... hvorfor så post apokalyptisme til at begynde med?

Jeg vil tror at jeg har skrevet det tidligere; den følelse af frihed som samfundets fald kan give. Der har jo været noget som ikke virkede, ellers ville verden jo ikke gå under til at starte med!
Jovist, der er en del ulemper, er du vimmer, men på den kreative side, så er jeg klart med på den.

Jeg vil fortsat lege med i Ødemarken efter verden's undergang, dér hvor jeg kan være fri og kreativ og "forkert" på alle de rigtige måder! 

I bar røv og tennis-sokker om nødvendigt! 

OG INGEN FÅR LOV TIL AT STOPPE MIG!

City of Cities (2010)
... det er mig der viser mest hud.

;-)

Lort eller lagkage?

Instagram

Om et værdigt liv efter undergangen.
Vi kender det allesammen, os der leger med det hersens post-apok. Vi sidder forhutlet i et mørkt hjørne i en beton-ruin, med en dåse hundemad og prøver at få varmen imens den radioaktiive syreregn falder udenfor og får mutanter til at hyle et sted derude.
Det er sådan mange af os tænker når vi skal diskutere et liv i en post apokalyptisk verden. For det kan da ikke være anderledes...?

Hvis det skal være retfærdigt, så er det lidt af et paraplybegreb vi beskæftiger os med. Vi har skam nogle idéer om hvad det indebærer, vi har set Mad Max-filmene og vi spiller Fallout-spillene, og dét har farvet ret meget af vores forestilling om hvad et liv i den verden indebærer. Men dét er ikke alt. Faktisk er det ikke helt unfair at finde på noget andet.

I sidste ende er post apokalyptisk jo i det store hele alt hvad der kan komme "efter dommedag". Og jo, det involverer som regel et liv der ikke er helt nemt, det er jo dét der er så spændende! Men det behøver ikke være et lorteliv i en ørken, med mutanter og hundemad.

Rick & Morty (s3 e2)

Jeg snakker mest her om overlevelse VS livskvalitet i post-apok. 

Folk har det nogle gange med at blive lidt forvirrede over forskellen på de to, så jeg tillader mig at forklare.

Overlevelse er de ting der skal til for at vi fysisk kan overleve.
Mad, rent vand, hvile, medicin, de ting vores kroppe skal bruge for at fungere rent mekanisk.
Livskvalitet er mest baseret på velbehag og tilfredshed. Det kan betyde forskellige ting for forskellige mennesker, men de fleste er enige om at god mad, behageligt selskab, og tryghed kan være en vigtig faktor. Så er der andre "små, men store ting" som vi oftest tager for givet i hverdagen her i den virkelige vestlige del af verden, som et godt varieret måltid hver dag, et rent bad med vand og sæbe, underholdning når vi tænder for en radio eller bærbar, samt en drink med en god ven. Selv ting som duften af rent vasketøj eller det at vi har en hobby som rollespil tilgængeligt kan også gå under det som giver os livskvalitet.

Venskab, ja, kærlighed er også en faktor. Nogle har en god ven eller tre, andre en hel familie eller endda en stamme, og så er der dem der foretrækker det selskab et dyr kan give.

Instagram

Livskvalitet er en vigtig ting, men i en ekstrem situation er den sekundær. Når overlevelsen er på plads med rent vand, mad og hvile, så kan vi begynde at sprede os lidt, prøve at nyde livet imens vi kan. Fortælle røverhistorier ved lejrbålet, prøve at gro blomster i potter lavet af plastikflasker, spille musik med skeer og lave skyggespil med et lys og et lagen.

Metro 2033

Det er ikke helt hen i vejret at forestille sig en verden efter undergangen, hvor alt ikke er ørken og mutanter, men derimod et lidt mere simpelt liv der langsom men sikkert bygger sig selv op. Tænk f.eks i retning af det vilde vesten, med nybyggere, bønder og handelsfolk, allesammen igang med at skabe noget fra bunden. De havde også en del problemer, men alt i alt er det et koncept der muligvis kan føles lidt mere familiært.

Især til rollespil ser jeg oftest folk forberede forskellig udrustning og Nerf-guns, som om at alt hvad genren har at byde på er krigs-zoner. Okay, så landbrug, kunst og kultur er ikke særlig rock'n roll, men alligevel. På et tidspunkt løber vi jo tør for dåsebønner og må lære at skabe noget selv.

Texaco Rangers, Sunfall 2017

Men det føles lidt som om jeg kører af sporet.

I sidste ende kan man ikke forudse præcist hvad der giver et individ livskvalitet. Om det er lugten af svovl om morgenen, en kop varm urte-te, en stor revolver i hånden, en endefuld med et bræt, en klistermærkesamling, eller en flok børnebørn.

Cloud Atlas

Jeg tror at min pointe her til sidst er at post-apok som genre ikke behøver at være beskrevet kun som lort med lort på, som det så ofte bliver.

Undergangen kan have sine lettere lyse sider uden at det nødvendigvis har noget med radioaktivitet at gøre.

Vil som det allersidste nævne Marslows Behovspyramide. 

Fra Wikipedia: "Den russisk-amerikanske psykolog Abraham Marslow lavede i 1943 en grafisk fremstilling af de menneskelige behov i den såkaldte Marslowske Behoovspyramide (se figuren). Hans påstand er, at behovene må opfyldes nedefra i pyramiden. Man må altså have dækket behovet for mad, vand, varme osv., før man kan dække behovet for fysisk og social sikkerhed."

Tilbage til Ødemarken!

Sunfall 2017

Jamen halløjsa!
Længe siden!
Tænk at se dig her!

Det er vist på tide med en mindre opdatering og nogle nye indlæg. Jeg kan jo ikke holde mig fra at tro at nogen derude faktisk vil høre min mening!
Har haft en pause fra bloggen i et par år, og der er sket en del siden sidst. Både godt og skidt. Privat og lidt mere offentligt. Kærlighed og skuffelse, liv og død, nye ting og gentagelser. Altsammen lærerigt!

Og har imellemtiden fået flere tanker, viden og meninger om koncepter i post-apok, så knap en Nuka Cola op og sæt dig godt til rette foran skærmen.

... altså, ikke lige nu, jeg skal lige have skrevet indlæggene!

Vi ses snarligt!

Sunfall 2017