Google
De sidste par måneder har været hårde, for at sige det mildt.
Jeg taler selvfølgelig om Corona-krisen der har revet tæppet væk under fødderne på os.
Den smitter nemt og hurtigt.
Folk er døde.
Der har været lockdowns, aflysninger af sociale arrengementer som festivaller, samt en tale fra vores dronning.
Det er alvor, og det har været tæt på. Det ER stadig tæt på.
Selv har jeg som førtidspensionist ikke som sådan mærket en rigtig forskel, jeg sidder som regel bare i min hule og spiller spil, glor videoer, og lytter til Fallout-radioer.
Men jeg skal ikke benægte at det HAR påvirket mig også. Den hænger som en skygge i hjørnet med et løftet pegefinger og minder os om at være forsigtige hele tiden. Det er en slags global social angst der har bredt sig. At være selvbevist hele tiden om hvad man gør og hvordan man gør det, samt holde øje med andre og hvad de gør og hvor de er.
Det er faktisk sådan jeg har det det meste af tiden med social angst. Men det er også lidt interessant at se "normale" mennesker prøve at håndtere den slags. Nogle gør det ansvarsfuldt, andre... knapt så meget.
"Hvad f*** mener du med at Starbucks har LUKKET?"
Kan huske en weekend i starten af marts da jeg skulle mødes med nogle folk, og snakken stadig var i hjørnerne om hvorvidt det nu også var så galt igen. Samtidigt hang angsten tykt i luften, og folk vidste generelt ikke så meget som vi gør nu.
I et meget mørkt og ægte øjeblik tænkte jeg på HVIS det værste skete, hvad ville mon det første jeg ville savne være? Til min egen overraskelse var mit svar lyden af traffik.
Google
Nu her noget tid senere ved vi mere, tallene daler lige så stille, og håbet skinner ude i horisonten.
Men yikes, sikke en omgang.
Folk har hamstret toiletpapir, ligefrem kommet op og slås i butikkerne over det. Myndighederne har måtte melde officielt ud at der ingen grund er til at ændre på sine indkøbsvaner. Lige bortset fra at holde fysisk afstand til andre folk, vaske hænder og/eller bruge håndsprit, og helst ikke samles i større grupper.
Vi der har spillet post apok spil har gået og kommenteret lidt halvtørt at det ikke var helt sådan her vi havde forestillet os undergangen. Vi har grint lidt skævt ad det, men jeg tror ikke jeg rammer helt ved siden af når jeg siger at det har været en slags kaperingsmekanisme. Det er én ting at spille spil, lave kostumer, og skrive historier, men det her er noget ganske andet.
Det er for tæt på.
"Hallå, så tager vi den lige med ro, iggå?"
Men som sagt, det er ved at blive bedre. Langsomt men sikkert.
Selv holder jeg vejret og håber at vi kan spille Sunfall i år, men hvis det ikke er tilfældet, så må jeg jo bruge tiden på at dekorere noget af mit grej yderligere.
Uanset hvad så har det påvirket meget af vores sociale tankegang og væremåde, og når det bliver sikkert at være sammen igen skal der nok blive krammet til alle sider! Hvor længe der går før vi "glemmer" det og går tilbage til normalen, det vil kun tiden vise.
Men indtil da: bliv hjemme, vask dine hænder, brug håndsprit, gå ud for at få motion og for at købe (normalt!) ind, snak med dem du holder af over telefon, videoopkald, tekstbeskeder, og sæt ellers din yndligsmusik på og hyg dig så godt du kan.
Metro 2033 (med personlige redigeringer, bare fordi jeg kan!)
