Lidt for tæt på...

Google

De sidste par måneder har været hårde, for at sige det mildt.

Jeg taler selvfølgelig om Corona-krisen der har revet tæppet væk under fødderne på os.
Den smitter nemt og hurtigt.
Folk er døde.
Der har været lockdowns, aflysninger af sociale arrengementer som festivaller, samt en tale fra vores dronning.
Det er alvor, og det har været tæt på. Det ER stadig tæt på.

Selv har jeg som førtidspensionist ikke som sådan mærket en rigtig forskel, jeg sidder som regel bare i min hule og spiller spil, glor videoer, og lytter til Fallout-radioer.
Men jeg skal ikke benægte at det HAR påvirket mig også. Den hænger som en skygge i hjørnet med et løftet pegefinger og minder os om at være forsigtige hele tiden. Det er en slags global social angst der har bredt sig. At være selvbevist hele tiden om hvad man gør og hvordan man gør det, samt holde øje med andre og hvad de gør og hvor de er.

Det er faktisk sådan jeg har det det meste af tiden med social angst. Men det er også lidt interessant at se "normale" mennesker prøve at håndtere den slags. Nogle gør det ansvarsfuldt, andre... knapt så meget.

"Hvad f*** mener du med at Starbucks har LUKKET?"

Kan huske en weekend i starten af marts da jeg skulle mødes med nogle folk, og snakken stadig var i hjørnerne om hvorvidt det nu også var så galt igen. Samtidigt hang angsten tykt i luften, og folk vidste generelt ikke så meget som vi gør nu.
I et meget mørkt og ægte øjeblik tænkte jeg på HVIS det værste skete, hvad ville mon det første jeg ville savne være? Til min egen overraskelse var mit svar lyden af traffik.

   

Google

Nu her noget tid senere ved vi mere, tallene daler lige så stille, og håbet skinner ude i horisonten.
Men yikes, sikke en omgang.
Folk har hamstret toiletpapir, ligefrem kommet op og slås i butikkerne over det. Myndighederne har måtte melde officielt ud at der ingen grund er til at ændre på sine indkøbsvaner. Lige bortset fra at holde fysisk afstand til andre folk, vaske hænder og/eller bruge håndsprit, og helst ikke samles i større grupper.

Vi der har spillet post apok spil har gået og kommenteret lidt halvtørt at det ikke var helt sådan her vi havde forestillet os undergangen. Vi har grint lidt skævt ad det, men jeg tror ikke jeg rammer helt ved siden af når jeg siger at det har været en slags kaperingsmekanisme. Det er én ting at spille spil, lave kostumer, og skrive historier, men det her er noget ganske andet.

Det er for tæt på.

"Hallå, så tager vi den lige med ro, iggå?"

Men som sagt, det er ved at blive bedre. Langsomt men sikkert.
Selv holder jeg vejret og håber at vi kan spille Sunfall i år, men hvis det ikke er tilfældet, så må jeg jo bruge tiden på at dekorere noget af mit grej yderligere.
Uanset hvad så har det påvirket meget af vores sociale tankegang og væremåde, og når det bliver sikkert at være sammen igen skal der nok blive krammet til alle sider! Hvor længe der går før vi "glemmer" det og går tilbage til normalen, det vil kun tiden vise.

Men indtil da: bliv hjemme, vask dine hænder, brug håndsprit, gå ud for at få motion og for at købe (normalt!) ind, snak med dem du holder af over telefon, videoopkald, tekstbeskeder, og sæt ellers din yndligsmusik på og hyg dig så godt du kan.

Metro 2033 (med personlige redigeringer, bare fordi jeg kan!)

Queer Apocalypse!

Last of Us: Left Behind

For nemhedens skyld vil jeg her kalde samtlige LGBTQ+ for "queer", mange af os bruger i forvejen det ord som et udmærket parablybegreb.

Men altså, queerness i post-apok, er det relevant?
Det korte svar: Ja, for pokker!

Men lad mig uddybe.

Forleden kom en ven op til mig og fortalte at han var igang med at skrive noget post-apok rollespil hvor hans spillere nåede til en koloni hvor de stadig holdte Gay Pride. Han spurgte mig til råds om hvordan og hvorledes det kunne vises og fortælles i sådan en verden, og jeg må indrømme at det var spændende at tænke over, især fordi at jeg nåede frem til nogle interessante konklusioner.

 The Walking Dead

Ser I, Pride kan for mange se ud som om det handler om høj musik, regnbueflag, læderfyre på motorcykler, kønne piger sovset ind i glitter, og drag queens. Men tag endelig ikke fejl, Pride er først og fremmest en protest, en løftet provokerende langfinger til samfundets heteronormalitet og konceptet om assimilation, samt samtlige love og politkere rundt i verden som hellere end gerne så vores rettigheder taget fra os.

Ja, "os".
Jeg er til fyre, det er vel ingen hemmelighed efterhånden.

Når verden som vi kender den bryder sammen, så følger samfundet og dets normer med.
Alle sikkerhedsnet, love, strukturer, planer, alt sammen puf pist væk. Jeg har skrevet før om at apokalypsen kan medfølge absolut personlig frihed for de overlevende der skal bygge alting op igen, og jeg mener det stadig at det er mit favoritkoncept omkring verdens undergang.

The Tribe

Når der ikke er en regering eller anden autoritet til at undertrykke dig og få dig til at føle dig som en andenrangsborger, så åbner der sig pludselig nye muligheder for historier og nye sociale regler, f.eks med argumentet for forplantning.
Måske har din stamme det livssyn at overbefolkning var med til verden's fald, og derfor har intet pres på heteronormative forhold med henblik på at skabe en børneflok. Måske omvendt vil de netop vende dette koncept om og opfordre folk til at avle til de knapt kan stå på benene, så de kan genskabe verden i en ny storhedstid, og dér kunne man nemt forestille sig nogle fordomme mod queer personer.

Måske kunne det bare være en simpel lev-og-lad-leve filosofi folk har i den nye verden?
Det behøver vel egentlig ikke at være så kompliceret.

Jeremiah

Så i det store hele vil jeg sige at en Queer Pride i post-apok ikke er relevant; medmindre at man er undertrykt af en større autoritær magt.
Ikke at diskrimination ikke eksisterer i apokalypsen, der er flere eksempler på diktatorer der kun lade de "rette" nyde godt af diverse resourser. F.eks. hvis en gruppe prøver at få en ny regering på benene kunne de finde på at udlevere nødrationer til registrerede borgere imens resten må tigge eller sulte i gaderne. Det samme kan gælde en koloni hvor beboerne dyrker deres egen mad og kun lade folk der ikke er radioaktive inden for murene.
I en setting hvor der er mutanter med kunne de også opleve diskrimination, og den kunne være baseret på at andre mutanterne har udviklet dyriske træk og tilmed har været til fare for folk.

The 100

Men det føles lidt at jeg kører af sporet her. At være queer er jo ikke det samme som at være en mutant, eller, det ved ethvert intelligent menneske. Måske kunne en xenofobisk diktator-karakter være af en helt anden mening?

"Queer coding" er også en ting i diverse medier som film og spil hvor der er én eller flere karakterer som ikke direkte er kaldt queer, men har stereotypiske queer træk som f.eks. en besættelse af deres eget udseende, en flamboyant stil, en let lespen, osv. Det kan blive problematisk især fordi disse træk oftest bliver brugt til skurkeroller (hoste-disney-host), og det fortæller publikum indirekte at queer personer er onde og snu. Det er heller ikke usædvanligt at det bliver vist mere direkte i film at queer personer åbenbart er psykopater, hvilket også er problematisk (ahem, James Bond, Road Warrior, Rocky Horror, ect).

Ikke at queer personer ikke kan være skiderikker, bevares, men dér hvor vi stritter imod er når det bliver det eneste billede vi får vist af os selv.
Det er dér vi løfter pegefingeren med et fnysende "Hallo, du...!"

Mad Max: Road Warrior

Men for at vende tilbage til min vens forespørgsel:

Til sidst foreslog jeg ham at istedet for en Pride kunne hans koloni holde en slags festival, baseret på f.eks. årstiden eller måske fejringen af koloniens dannelse. Eller bare en såkaldt livs-festival hvor de fejrer at de er i live og har det godt (efter omstændighederne). 

Så kom vi ellers ind på at det kunne bare være lidt mere besværligt at holde en festival i en post-apok verden, da den sags trækker på resourserne: Mad (som ikke er rationeret), drikke (helst alkohol), pynt af enten stofstykker, plastik, farverige ting man kan hænge op, samt folk der optræder og enten spiller musik på hjemmelavede instrumenter eller sætter et anlæg til en højtaler (og hvor får de så strømmen fra?).

Senere, når de yngre beboere er puttet i seng så kan de voksne evt mødes i diverse grupper i forskellige huse eller kældre og... feste videre. 

Høhøh!

Men.com: Apocalypse

Men uanset hvor progressivt man kan fantasere sig en opdigtet verden, så er sandheden at i den rigtige verden har vi stadig langt igen. Det er altid rart at se sig selv representeret i diverse medier, og selvom alle nyder en godt skrevet og underholdende skurk, så ville det være fedt at se en queer karakter i en mere positiv hovedrolle hvor seksualiteten ikke er en hindring. Eller hvor den eneste queer karakter i f.eks. en serie eller en film ikke bliver slået ihjel og derved får fjernet konceptet.

Ikke at vi ikke har nået nogle vigtige skridt fremad, f.eks. i spillet Fallout New Vegas er der flere synlige queer karakterer, hvilket er forfriskende progressivt. For ligesom i den virkelige verden er vi ikke så få at representationen kan klares med én ud af 200+ i et persongalleri.

Fallout New Vegas

Så hvor går man videre?
Godt spørgsmål. Det må afhænge af hvor historien foregår og hvilken slags social magtstruktur der er og ikke er lige dér hvor heltene befinder sig.

I sidste ende er vi queers bare mennesker der blot ønsker at leve vores eget liv, og det både i den virkelige og opdigtede verden.
Hvem ved, måske kan vi allesammen netop hjælpe hinanden med til at gøre begge verdener mere interessante.

City of Cities 2

En personlig note.

Halløj.

Nu har jeg skrevet en håndfuld indlæg efterhånden, og siden det egentlig er en blog med mine egne personlige tanker og holdninger til hele den hersens undergangs-ting, så tænkte jeg at det nok ikke var en skidt idé at fortælle lidt om MIN tilgang til genren, hvad der får mit atomdrevne ur til at tikke, I ved.

Story time! Nu skal I bare høre, øh, læse!

Altså, der var engang en bette knægt.
Den her knægt var meget glad for at løbe rundt i skove med sære kostumer lavet af lagner og stofstykker, og lade som om han var i en anden verden.

Han havde ikke den fjerneste idé om hvad rollespil var, men han vidste at han var på en måde utilfreds med at hele tiden være i den verden han nu engang var født ind i.
Så han legede ofte skov-boer og var tilfreds med det i nogle år. Så tændte han for fjernsynet en lørdag morgen, og så en flok børn og teenagere med maling i ansigtet.

Det var TV-serien The Tribe, der dengang kørte på TV2.

The Tribe

Han blev fascineret. Meget.
Historien udspillede sig i en unavngiven by i et uspecifikt årstal i fremtiden. På grund af en virus var alle over 18 år døde og de efterladte børn måtte starte forfra og genopbygge verden i deres billede.
Så er der bare lige den detalje at den nye verden er med makeup, fjer i håret og en mildest talt interessant sammensat garderobe.

The Tribe

Men der var også noget andet, et koncept som fangede drengens opmærksomhed, men som han ikke helt kunne sætte fingeren på og forklare.
TV-serien var klart skabt som en soap-opera rettet mod børn og teenagere, det handlede meget om følelser, drama om hvem der havde gjort hvad mod hvem og hvorfor, og post-apok elementerne var forholdsvist underspillede. Det blev aldrig sådan rigtig mørkt og grusomt, det var heller ikke meningen, men den havde sine dystre øjeblikke. Pistoler så man intet til, vold var for det meste i form af skrig og nogle hårde skub.

Men imellem alt det var der det her element som drengen senere fik ord for at forklare.

En anarkistisk tilgang til selvudfoldelse. Verdens undergang som undskyldning til at udfolde sig kreativt uden at spørge om tilladelse fra en autoritetsfigur.

The Tribe

Det koncept var ekstremt forførende for drengen. Og således fortsatte det i mange år.

Når jeg ser serien nu rulles der øjne af teenage-dramaet. Men jeg kan stadig se konceptet mellem linjerne; den frihed som samfundets fald giver, anarkismen.
Jeg har intet imod det sikkerhedsnet som vores samfund giver, og jeg er ikke fortaler for at fjerne alle autoriteter... okay, én eller to så vi endelig kan få noget verdensfred, men I ved hvad jeg mener.

Det er nævnt før, men prøv at forestille jer det. Byen er øde. Ingen kan komme og sige at I skal betale husleje. Ingen kan sige at du ikke må hamstre alt der kan spille musik fra din lokale musikforhandler. Ingen kan fortælle dig hvad du må have på af tøj eller ej, eller om du overhovedet skal have tøj på! 

Det er en meget forførende tanke, den slags frihed.

Ingen varme eller vand, til gengæld heller ingen husleje!

Som en homoseksuel mand der ikke kun er overvægtig men også nørdet, så har jeg fået en del slag igennem livet, især da jeg var yngre. Og jeg læser ofte om folk der også er anderledes der ikke har det nemt.

Dér lyder det pludselig ikke så slemt at bo i en verden efter undergangen. En verden hvor politikere og religiøse tosser ikke eksisterer, hvor ingen kan fortælle dig at du er forkert.

Det er nok dét der tiltrækker mig mest ved post-apok. Friheden til selvudfoldelse.

Det er også derfor at jeg hælder mest til den gakkede del, der er noget ærligt over den såkaldte galskab. Jeg er ikke det mindste interesseret i våben og hære og kampvogne, hele den dersens krigs-zone ting som folk oftest forbinder med verdens undergang. Ja, okay, hvis de våben, hære og kampvogne havde et lidt mere kreativt og farverigt tema, så var jeg nok *lidt* interesseret. 

Kan ærligt talt ikke huske hvor jeg har billedet fra,

men jeg synes at det er fedt...!

Men... hvorfor så post apokalyptisme til at begynde med?

Jeg vil tror at jeg har skrevet det tidligere; den følelse af frihed som samfundets fald kan give. Der har jo været noget som ikke virkede, ellers ville verden jo ikke gå under til at starte med!
Jovist, der er en del ulemper, er du vimmer, men på den kreative side, så er jeg klart med på den.

Jeg vil fortsat lege med i Ødemarken efter verden's undergang, dér hvor jeg kan være fri og kreativ og "forkert" på alle de rigtige måder! 

I bar røv og tennis-sokker om nødvendigt! 

OG INGEN FÅR LOV TIL AT STOPPE MIG!

City of Cities (2010)
... det er mig der viser mest hud.

;-)

Lort eller lagkage?

Instagram

Om et værdigt liv efter undergangen.
Vi kender det allesammen, os der leger med det hersens post-apok. Vi sidder forhutlet i et mørkt hjørne i en beton-ruin, med en dåse hundemad og prøver at få varmen imens den radioaktiive syreregn falder udenfor og får mutanter til at hyle et sted derude.
Det er sådan mange af os tænker når vi skal diskutere et liv i en post apokalyptisk verden. For det kan da ikke være anderledes...?

Hvis det skal være retfærdigt, så er det lidt af et paraplybegreb vi beskæftiger os med. Vi har skam nogle idéer om hvad det indebærer, vi har set Mad Max-filmene og vi spiller Fallout-spillene, og dét har farvet ret meget af vores forestilling om hvad et liv i den verden indebærer. Men dét er ikke alt. Faktisk er det ikke helt unfair at finde på noget andet.

I sidste ende er post apokalyptisk jo i det store hele alt hvad der kan komme "efter dommedag". Og jo, det involverer som regel et liv der ikke er helt nemt, det er jo dét der er så spændende! Men det behøver ikke være et lorteliv i en ørken, med mutanter og hundemad.

Rick & Morty (s3 e2)

Jeg snakker mest her om overlevelse VS livskvalitet i post-apok. 

Folk har det nogle gange med at blive lidt forvirrede over forskellen på de to, så jeg tillader mig at forklare.

Overlevelse er de ting der skal til for at vi fysisk kan overleve.
Mad, rent vand, hvile, medicin, de ting vores kroppe skal bruge for at fungere rent mekanisk.
Livskvalitet er mest baseret på velbehag og tilfredshed. Det kan betyde forskellige ting for forskellige mennesker, men de fleste er enige om at god mad, behageligt selskab, og tryghed kan være en vigtig faktor. Så er der andre "små, men store ting" som vi oftest tager for givet i hverdagen her i den virkelige vestlige del af verden, som et godt varieret måltid hver dag, et rent bad med vand og sæbe, underholdning når vi tænder for en radio eller bærbar, samt en drink med en god ven. Selv ting som duften af rent vasketøj eller det at vi har en hobby som rollespil tilgængeligt kan også gå under det som giver os livskvalitet.

Venskab, ja, kærlighed er også en faktor. Nogle har en god ven eller tre, andre en hel familie eller endda en stamme, og så er der dem der foretrækker det selskab et dyr kan give.

Instagram

Livskvalitet er en vigtig ting, men i en ekstrem situation er den sekundær. Når overlevelsen er på plads med rent vand, mad og hvile, så kan vi begynde at sprede os lidt, prøve at nyde livet imens vi kan. Fortælle røverhistorier ved lejrbålet, prøve at gro blomster i potter lavet af plastikflasker, spille musik med skeer og lave skyggespil med et lys og et lagen.

Metro 2033

Det er ikke helt hen i vejret at forestille sig en verden efter undergangen, hvor alt ikke er ørken og mutanter, men derimod et lidt mere simpelt liv der langsom men sikkert bygger sig selv op. Tænk f.eks i retning af det vilde vesten, med nybyggere, bønder og handelsfolk, allesammen igang med at skabe noget fra bunden. De havde også en del problemer, men alt i alt er det et koncept der muligvis kan føles lidt mere familiært.

Især til rollespil ser jeg oftest folk forberede forskellig udrustning og Nerf-guns, som om at alt hvad genren har at byde på er krigs-zoner. Okay, så landbrug, kunst og kultur er ikke særlig rock'n roll, men alligevel. På et tidspunkt løber vi jo tør for dåsebønner og må lære at skabe noget selv.

Texaco Rangers, Sunfall 2017

Men det føles lidt som om jeg kører af sporet.

I sidste ende kan man ikke forudse præcist hvad der giver et individ livskvalitet. Om det er lugten af svovl om morgenen, en kop varm urte-te, en stor revolver i hånden, en endefuld med et bræt, en klistermærkesamling, eller en flok børnebørn.

Cloud Atlas

Jeg tror at min pointe her til sidst er at post-apok som genre ikke behøver at være beskrevet kun som lort med lort på, som det så ofte bliver.

Undergangen kan have sine lettere lyse sider uden at det nødvendigvis har noget med radioaktivitet at gøre.

Vil som det allersidste nævne Marslows Behovspyramide. 

Fra Wikipedia: "Den russisk-amerikanske psykolog Abraham Marslow lavede i 1943 en grafisk fremstilling af de menneskelige behov i den såkaldte Marslowske Behoovspyramide (se figuren). Hans påstand er, at behovene må opfyldes nedefra i pyramiden. Man må altså have dækket behovet for mad, vand, varme osv., før man kan dække behovet for fysisk og social sikkerhed."

Tilbage til Ødemarken!

Sunfall 2017

Jamen halløjsa!
Længe siden!
Tænk at se dig her!

Det er vist på tide med en mindre opdatering og nogle nye indlæg. Jeg kan jo ikke holde mig fra at tro at nogen derude faktisk vil høre min mening!
Har haft en pause fra bloggen i et par år, og der er sket en del siden sidst. Både godt og skidt. Privat og lidt mere offentligt. Kærlighed og skuffelse, liv og død, nye ting og gentagelser. Altsammen lærerigt!

Og har imellemtiden fået flere tanker, viden og meninger om koncepter i post-apok, så knap en Nuka Cola op og sæt dig godt til rette foran skærmen.

... altså, ikke lige nu, jeg skal lige have skrevet indlæggene!

Vi ses snarligt!

Sunfall 2017

Stammefolket kommer!

Malede vilde!
Med fjer og dyreknogler bundet i deres uvaskede hår!
De skalperer deres ofre of hyler mod månen!
Eller...?

Stammefolk, også kendt ved deres engelske navn, tribals, er en krydret tilføjelse til den post apokalyptiske genre.
  Når verden er gået under søger nogle mennesker sammen i grupper, og danner derved et fællesskab for at overleve. Der er ganske rigtigt flere munde at mætte, men også flere færdigheder som hvert stammemedlem kan bidrage med. Samlere, jægere, børnepassere, urtekyndige, krigere, dansere, historiefortællere, alle bidrager med noget til stammen som heldhed.

  I retfærdighedens navn kan enhver gruppe kaldes en stamme. En simpel bande eller en gruppe af blodtørstige raiders kan kaldes for en stamme, og ofte bliver de det også, muligvis fordi der lægges noget negativt i deres "vilde og primitive livsstil".
  Ja okay, raiders myrder og plyndrer til højre og venstre, og dét er jo ikke sjovt at opleve, men at være primitiv i sig selv er ikke nødvendigvis noget negativt.

  Post-apok som genre handler oftest om at verden er blevet et vildere sted. Et sted hvor man også viser dette primitive tilbageskridt i et negativt lys; folk er beskidte, har ingen orden og spiser ulækker mad fordi de ikke aner noget om noget.

Men dét er nu ikke helt retfærdigt.

  Det er naturligvis afgørende hvilken post-apok kampagne som der fortælles om, bevares. Men for argumentets skyld, så se på f.eks. stenalder-mennesket.

  De levede flere familier sammen, de jagede, samlede, fiskede, fortalte historier, lavede redskaber af flint, træ, ben og ler, og levede bare. Naturligvis var det ikke et utopia, dumme svin skal man nok finde alle steder, men pointen her er at bare fordi man er primitiv betyder det ikke at man bruger hele dagen på at sidde og slå to sten sammen og spise fluer.
  Og det er da ingen hemmelighed at der er noget romantisk ved idéen om at leve med minimum teknologi, eller slet ingen, og bare leve af hvad man kan finde i naturen. Især nu om dage hvor teknologi i det store hele styrer vores hverdag.
  Mange går dog og dagdrømmer om at sidde ved et lejrbål og synge sange under den åbne stjernehimmel med én de har kær puttet ind under det samme tæppe.

  I historier og rollespil bruges stammefolk meget forskelligt, men ofte i ekstremer. I den ene side kan de være blodtørstige vilde til skræk og advarsel for dem der ønsker at vende den moderne teknologi ryggen, og på den anden side kan de vises som et utopisk samfund hvor mennesket lever i komplet balance med naturen. Der er også tider hvor de vises med en komisk nedladende tone, hvor sproget er ren ugga-bugga og de kaster sig på knæ fordi hovedpersonen bruger en lighter til at tænde lejrbålet.
 

  Med hensyn til kostumer er det stort set de samme regler som gælder til andet post-apok, muligvis *lidt* mere smadret og med detaljer af læder, pels, fjer, og ben. Ansigtsmaling og fjer bundet i håret er også et plus, men det bestemmer man naturligvis selv. Bestemte symboler og farver på tøj og/eller ansigt er også med til at understrege stammens stil og er med til at tydeliggøre at man er en samlet gruppe.
  Rent visuelt er der mange inspirationskilder fra vores egen verden.

  Hvad kan man så ellers bruge stammefolk til i sin kampagne?
Ud over spændingen ved konflikter mellem forskellige grupper med forskellige livssyn, så giver det også noget farve til persongalleriet. Plus at det kan blive interessant at udforske stammens baggrundshistorie; hvor kom de fra, hvad er deres historie om Undergangen, hvornår løb de tør for batterier og opdagede at de kunne leve af fisk, nødder og brændenælde-suppe?

Et par eksempler på et par stammer i en post-apok verden til f.eks. rollespil kan være disse;
  1: En stamme som lever i skoven, deres klæder er rester af gamle militær-uniformer med stykker af pels og fjer sat på, deres religion er naturbaseret og alle i stammen har swahili-klingende navne, uanset hudfarve.
  2: Den anden stamme lever i ruinerne af en storby ved kysten, der er hvide mågefjer bundet i deres tøj og hår, deres guddom er en måge (da dyret flyver i luften, svømmer i vandet, går på jorden, rent symbolsk kan den alt), alle stammens medlemmer har engelske navne.
  3: Stammen her lever af landbrug, de er praktiske og deres guder er frugtbarhedsguder for god høst og sunde børn, deres kendetegn er deres kofter som til forveksling ligner dem fra vikingetiden.
  4: En stamme af jægere, stifindere og krigere, de tatoverer keltiske mønstre i ansigtet og går klædt i skind og pels, deres guder er dyreånder, og stammens medlemmer har tyske dyrenavne.

  En del af glæden ved post-apok er især når man kan bruge sin fantasi til at sammensætte ting og detaljer og lave sin helt egen stil som en stamme. Det kan fortælle en masse om hvor man kommer fra, éns færdigheder, tro eller mangel på samme, éns livsanskuelse.

    Så... Hvilken stamme kommer DU fra?

        

When the sun falls...

Sunfall er et post-apokalyptisk live-rollespil der handler om hvordan det er at leve i et ustabilt samfund med få ressourcer, magtspil, og begæret for et bedre liv.
  Scenariet er arrangeret i samarbejde med Avalon, Babylon, ELF og Lost Ideas.

Men hvad så med City of Cities?

På grund af City of Cities 2 fik konceptet desværre et ikke-så-godt ry for at være et festivals-scenarie. Det gjorde at en del sponsorer hoppede fra og der kom rod i maskineriet.
(Vil man vide mere bliver man nødt til at spørge arrangørerne selv, jeg skal ikke udtale mig om hvad der skete og ikke skete.)

Nå, men nu hedder det altså Sunfall.
Samme sted, Boesdal Kalkbrud, og man kan sagtens spille den samme karakter hvis man vil.
Datoen er torsdag d. 10. Juli til lørdag d. 13. og opsætningen starter onsdag d. 9.

Personligt er jeg sgu lidt ked af at det er så kort tid, men forhåbentlig kan nogle af de større grupper få lov til at komme tidligere og sætte lejr op?

D. 21. februar holdte spillergruppen Hjerte-Hospitalet en promotion-fest for SunFall i KraftWerket i Valby.

Et par billeder fra festen:

See you when the sun falls!
;-)